
Vælgerspørgsmål til Folketingsvalget
Danmark kan sagtens være et grønt foregangsland! Med vores veluddannede befolkning, vores rige samfund og alle vores gode intentioner, har vi alle muligheder for at gå forrest med et godt eksempel. Men vores fossile produktion i Nordsøen er en sort plet på vores grønne samvittighed.
Vil du være med til at stille skarpt på Nordsø-olien og Danmarks fossile bagstræberi her i valgkampen, har vi lavet nogle forslag til spørgsmål, der kan tages med til vælgermøder og debatarrangementer.
Nordsøaftalen fra 2020
Udvindingen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen forventes at stige frem mod 2030 trods Nordsøaftalen fra 2020, der satte en slutdato for olieproduktion i 2050 (i praksis 2042 for de fleste licenser).
Hvordan kan det være, at Danmark fortsat tillader udvidelser af den fossile produktion, som fx på Harald-feltet i 2024, eller godkender decideret nye olie-felter, som Solsort-feltet, som blev godkendt i 2022 og kom i drift 2023 og Hejre-feltet, som blev godkendt i 2024?
Læs mere:
Hullerne i Nordsøaftalen
Hejre-feltet
Hejre-feltet har netop været i offentlig høring. Transporten, raffineringen og afbrændingen af den producerede olie og gas fra feltet forventes at udlede 47,5 millioner tons CO2 til atmosfæren i løbet af sin levetid (jf scope 3-tillægget til miljøkonsekvensrapporten).
Hvordan kan det være, at et fossilt projekt af den størrelse kan blive godkendt uden en politisk inddragelse af Folketinget, når det vil betyde skader i milliardklassen, tab af tusindvis af menneskeliv, samt vil skubbe os endnu længere væk fra Paris-aftalens 1,5-gradersmål?
Læs mere:
Åbent brev om Hejre-feltet
Teknisk høringssvar om Hejre-feltet
Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA)
I 2021 var Danmark medstifter af BOGA, en koalition af lande, der arbejder for en udfasning af fossile brændsler på produktionssiden. Det gøres ved at anspore andre lande til at stoppe med at uddele licenser til fossil indvinding og sætte slutdatoer, der er kompatible med Paris-aftalen.
Hvordan påvirker det Danmarks internationale omdømme, at vi fortsat tillader fossil ekspansion og godkender flere olie- og gasprojekter i Nordsøen?
Grønt foregangsland
Et grønt foregangsland må være ét, som går forrest og virker som eksempel på, hvad der er nødvendigt for at føre kloden tilbage inden for de planetære grænser. Hvis andre gjorde som os – sagde det rigtige og gjorde noget andet – ville vi være ilde stedt.
Hvordan kan det forsvares at åbne nye oliefelter, når vi samtidig bryster os af at være et grønt foregangsland, på et tidspunkt hvor syv af de ni planetære grænser allerede er overskredet?
Licensforlængelser
Den afgående SVM-regering vil undersøge mulighederne for at forlænge licenser indtil slutdatoen i 2050. Det gælder især de licenser, der ellers udløber i 2042. I 2042 er CO2-budgettet for 1,5-gradersmålet for længst opbrugt og denne ekstra produktionen bare vil altså både forværre klimakrisen yderligere og bringe os længere fra klima-målene fra Paris-aftalen.
Hvordan kan det forsvares, at ville forlænge licenser for en periode, hvor vi allerede har overskredet Parisaftalens mål og hvor den forventede merproduktion kun vil puste til ilden og føre til yderligere overskridelse af CO2-budgettet?
Hurtigere udfasning
I 2021 konkluderede det Internationale Energiagentur i deres net zero-analyse, at man allerede havde mere kul-, olie- og gasudvinding i gang end carbon-budgettet for 1,5º C kunne holde til (med andre overskrider vi Paris-aftalens mål alene ved at fortsætte udvindingen af eksisterende kilder).
Vi kommer altså ikke udenom, at en del olie- og gasforekomster skal lukkes før tid. Et international forskerhold fra Manchester Universitets Tyndall Centre for Climate Change Research har i en rapport fra 2022 konkluderet, at rige lande bør udfase deres produktion allerede i 2031 for at tage historisk ansvar og levne plads til at fattigere lande med dårligere forudsætninger har mere tid til at omstille deres økonomier frem mod 2050.
Hvordan harmonerer det med Klimalovens princip om at ‘Danmark har et moralsk og historisk ansvar for at gå forrest’, at vi har sat en slutdato, som ligger 19 år senere end den burde?

Andre spørgsmål og sager?
Der er selvfølgeligt mange andre gode spørgsmål, man kan stille til politikerne. Har du forslag, så skriv til os på Instagram (@fossilfrifremtid) eller på email: folketingsvalg@fossilfrifremtid.dk
