Familiedag på Skydebanegade

I 70’erne havde Rødstrømperne stor succes med at organisere sig i basisgrupper. Et koncept som vi nu vil reintroducere i 2026 som modgift til frustrationen over verdens tilstand. Vi håber, at vi kan kanalisere frustrationen over i handling og fællesskab.

Basisgrupper er små selvstyrende grupper, der mødes som det bedst passer dem – på en bodega til fyraften, til aftensmad på en hverdag, en gåtur i skoven, ved et mødebord eller en legeplads søndag formiddag. Basisgruppen er et socialt samlingspunkt, hvor man kan finde ro til at dvæle lidt ved at være påvirket af verdens kriser, krige, uretfærdigheder og ødelæggelsen af vores natur.

Samtidig med at grupperne kan være et rum for venskab, refleksion og samtale, kan de også være platform for politisk handling. Hver måned vil basisgruppen modtage konkrete forslag til små og store aktivistiske handlinger, som de forskellige bevægelser har brug for hjælp til. Det kan for eksempel være at skrive til politikere, sende et høringssvar, hænge plakater op, deltage i en demo, bygge, male eller bage noget. Aktivisme kan se ud på mange måder! Gennem basisgruppen kan man nemt bidrage, men tilpasse det til den hverdag og livssituation, man står i.

Man kan tilmelde sig en basisgruppe med en eller flere venner eller bare som enkeltperson. Vi hjælper med at matche grupper ud fra en masse kriterier: Geografi, interesser, ønsker til mødetype mm. Har du lyst til at høre mere, kan du komme til info-aften d. 15. april kl 17 i Ungdommens Demokratihus eller kl 20 online. Tilmeld dig som interesseret i at høre mere ved at skrive en mail til basisgruppe@proton.me.

Scroll to Top