Plakater med fakta om dansk energipolitik og Fossilfri Fremtids krav i forbindelse med familieevent på Skydebanelegepladsen

Nordsøaftalen:
Et utilstrækkeligt skridt mod en fossilfri fremtid

I december 2020 indgik den danske regering en aftale med SF, Radikale, Konservative, Venstre og DF (i 2022 tilsluttede Moderaterne sig) om fremtiden for olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Aftalen blev præsenteret som et stort grønt fremskridt, fordi den satte en slutdato for fossil produktion i Danmark i 2050. Derudover blev den planlagte 8. udbudsrunde for nye olie- og gaslicenser aflyst.

Men bag de grønne overskrifter gemmer der sig flere smuthuller, der fortsat tillader ny fossil udvinding. Aftalen sikrer nemlig, at olieselskaber stadig kan få licens via såkaldte “minirunder” og “naboblokke”, og at allerede eksisterende licenser kan forlænges helt frem til 2050, som det ses med Hejrefeltet.

Smuthuller i Nordsøaftalen: Fossile selskabers fribillet

Selvom aftalen sætter en slutdato for fossil produktion, betyder smuthullerne, at nye områder stadig kan blive sat i produktion. Det har allerede haft konsekvenser – INEOS fik i 2023 forlænget sin licens til Hejre-feltet med syv år.

Minirunder
Hvis et olieselskab får øje på et felt uden licens, kan de bede Energistyrelsen (på ministerens vegne) om at åbne en udbudsrunde. Andre selskaber får så tre måneder til at byde ind, men hvis ingen andre er interesserede, får det første selskab licensen.

Naboblokke
Har et selskab allerede licens til et felt, kan de anmode om at få lov til at udvide det til et nabofelt uden en egentlig ny licensrunde. Hvis en aktør anmoder om licens til en ‘naboblok’ igangsætter Energistyrelsen (på ministerens vegne) en miniudbudsrunde, så andre interesserede kan få lov at byde på lige vilkår.

Totals eneretsbevilling
Endeligt gør aftalen ikke noget ved TotalEnergies’ (før Mærsk Oil) kæmpelicens 1/62 (“Eneretsbevillingen af 1962”), selvom over 90% af dansk olie- og gasproduktion er kommer fra denne licens. Licensen indeholder adskillige uudnyttede felter og giver dermed mulighed for ny produktion uden ny licens gennem minirunde- og naboblokprocedurene. Licens 1/62 udløber i juli 2042, men operatøren kan anmode om licensforlængelse til 2050, hvis de ønsker det.

Disse smuthuller underminerer Danmarks ambition om at være et grønt foregangsland. Så længe de eksisterer, kan olieselskaber fortsætte med at finde nye områder at udvinde fra, selv efter Danmark officielt har stoppet nye udbud.

2050: En slutdato uden klimafagligt grundlag

Regeringen satte slutdatoen i 2050 på baggrund af en økonomisk kalkyle, ikke på grund af klimaet. I baggrundsnotaterne for Nordsøaftalen fra 2020 er der ikke nogle beregninger for CO2-budget eller andre klimapåvirkninger, der viser, at aftalen understøtter Parisaftalens 1,5° C- eller 2° C-gradersmål med en slutdato i 2050. Til gengæld peges der på, at der ikke længere vil være meget olie i den danske del af Nordsøen eller efterspørgsel tilbage i 2050.

Ifølge Tyndall Centre for Climate Change Research skal rige lande som Danmark stoppe al fossil produktion senest i 2031, hvis vi skal have en 67% chance for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.

Der er altså ingen videnskabelig begrundelse for 2050 – det er en politisk beslutning, der blev sat for at undgå økonomiske erstatningskrav fra olieselskaberne.

Hvad mangler i Nordsøaftalen?

For at Danmark skal tage sin rolle som grønt foregangsland seriøst, skal aftalen styrkes. Det kræver:

🚫 Stop for minirunder og naboblokke, så der ikke kan gives nye licenser.
📅 En slutdato, der følger klimavidenskaben – ikke 2050, men senest 2031.
Forbud mod licensforlængelser, så eksisterende produktion ikke kan forlænges i det uendelige.
📍 Tilbagelevering af ubrugte områder i licens 1/62, så nye felter ikke kan sættes i drift uden demokratisk beslutning.

Danmark kan gøre det bedre

Vi har muligheden for at være et ægte grønt foregangsland – men det kræver, at vi lukker smuthullerne og sætter en slutdato, der rent faktisk følger klimavidenskaben.

Fossilfri Fremtid arbejder for at presse regeringen til at forbedre Nordsøaftalen. Vil du være med?

Sådan kan du hjælpe:
📢 Del denne viden og skab opmærksomhed!
💰 Støt os med en donation, så vi kan fortsætte kampen! Send et beløb på MobilePay til 154545
🤝 Vær med i bevægelsen og sig nej til fossil produktion!

Scroll to Top