Aktivister står med et "Stop Fossile Reklamer"-banner ved Folkets Klimamarch i november 2025

Fossilfri sejr: Region Østdanmark siger nej til fossile busreklamer

Tirsdag den 20. oktober fik vi en kæmpe sejr i kampen mod fossile reklamer.  Region Østdanmark stemte ja til et forslag om at begrænse fossile reklamer på regionens busser. Helt konkret har regionen besluttet at indstille til bestyrelsen i Movia, at de skal begrænse fossile reklamer i forbindelse med et kommende udbud på en række buslinjer.

Reklamer virker. Fossile reklamer modarbejder den grønne omstilling ved at fastholde og normalisere et højt fossilt forbrug. Men fossile reklamer er også en trussel mod folkesundheden, da afbrænding af benzin, diesel og flybrændstof bidrager til sundhedsskadelig luftforurening.

Der kører i dag mange busser med fossile reklamer i Region Østdanmark. På billedet ses bus 5C pakket ind i reklamer for safari-ture til Uganda.
Det er fossile reklamer som denne her, regionen nu vil af med på busserne.

Danske kommuner og regioner regulerer allerede i varierende grad reklamer for alkohol, gambling og tilsvarende sundhedsskadelige produkter. Nationalt regulerer Markedsføringsloven reklamer for tobak, samt visse typer for influencer-markedsføring rettet mod børn.

Det er imidlertid første gang på dansk jord, at fossile reklamer er blevet begrænset politisk. Region Østdanmark har med denne beslutning taget både klima- og sundhedspolitisk lederskab og tilslutter sig hermed en international bølge af fossile reklameforbud.

“Jeg har stillet forslaget fordi jeg tror på, at et forbud mod fossile reklamer vil mindske unødig forbrug og dermed forbedre miljø, klima og sundhed. Jeg mener ikke vi som politikere skal stille det offentlig rum til rådighed for at reklamere for klimaskadelige produkter”

Regionrådsmedlem Laila Kildesgaard (S)

Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten stemte for (25 stemmer), mens Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre, Danmarksdemokraterne og Moderaterne stemte imod (22 stemmer).

I Fossilfri Fremtid håber vi, at regionens historiske beslutning skaber præcedens for, at man ved kommende udbud af den kollektive transport tager stilling til, hvilke reklamebudskaber, man ønsker at tillade både indvendigt og udvendigt på busser, letbaner og tog.

Det er ikke kun i Danmark, at aktivister er trætte af busreklamer for skadeligt forbrug. På billedet kan man se at aktivister har købt reklamepladsen på siden af en bus, så der ikke bliver reklameret for junk food eller flyrejser
Det er ikke kun i Danmark, at aktivister er trætte af busreklamer for skadeligt forbrug

Vi kæmper videre for, at man heller ikke på hverken busskure og reklameskærme i det offentlige rum skal møde reklamer for fossiltungt forbrug og olieselskaber. Det kræver imidlertid, at kommunerne melder sig ind i kampen for et fossilfrit byrum.

Vi ser frem til at hjælpe fremsynede, grønne og sundhedsorienterede borgere og politikere i landets kommuner med at få vedtaget lokal, fossilfri reklameregulering.

Kontakt os på fossilfrifremtid@gmail.com, hvis vi skal hjælpe dig i gang i din kommune!

Scroll to Top