Petrogandafestivalen 2025
Fossilfri Fremtid tog en tur til Oslo for at være med i første udgave af Petrogandafestivalen, hvor en hel sal var samlet til ‘en ærlig aften om olie’, med et stjernespækket program.
Her deltog blandt andre internationale skikkelser som Lucy von Sturmer, stifter af Creatives for Climate, Dana R. Fisher, forfatter til ‘Saving Ourselves: From Climate Shocks to Climate Action’ og vores egen Jessica Derconteé, der har været med i Fossilfri Fremtid og nu er stærkt engageret i Kollektivet mod Miljøracisme.

De dykkede ned i en bred vifte af emner, mange af dem med fokus på olie- og gasindustrien, som har et jerngreb om kernefortællingen i Norge, ikke mindst fra et kulturelt synspunkt.
I løbet af aftenen blev der fremhævet en stribe absurde eksempler på fossilindustriens særlige indflydelse i samfundet. Blandt dem var Matador-lignende brætspil “Oil and Gas Pool” udviklet af Statoil (nu Equinor) med reklamer i spilleguiden, undervisningsspillet ‘Energy Town’ støttet af Equinor samt tv-serien ‘Lykkeland’, der skildrer etableringen af den norske olie- og gasindustrien i et meget favorabelt, ja, næsten helligt skær.
Petrogandaprisen går til …
Et af aftenens helt store højdepunkter var uddelingen af Petrogandaprisen 2025. I alt var 32 kampagner og tiltag nomineret til denne tvivlsomme hæder, og de fremmødte fik til opgave at finde frem til det mest groteske eksempel på olie- og gasvirksomheders interessevaretagelse.
Vinderen blev det ubegribelige partnerskab mellem NGO’erne Røde Kors og Flyktninghjelpen og den norske fossilgigant Equinor til en værdi af 20 millioner norske kroner. Der var latter og chok i salen, da publikum blev gjort opmærksom på, at en markant bidragsyder til klimakrisen, spytter penge i organisationer, som hjælper til ved klimakrisens frontlinjer – et kulsort eksempel på charity washing.
Det var utroligt inspirerende at deltage i denne endagsfestival, og der skal lyde en stor tak til arrangørerne, Julie Forchhammer og Erlend Eggen fra Klimakultur, for at sætte den i værk og bidrage med så mange spændende indsigter.





