Det går op og ned for den fossile produktion i den danske del af Nordsøen – hér kommer et par nedslag. 

På Tyra-feltet bøvler franske TotalEnergies fortsat med at få produktionen helt op i omdrejninger. I 2017 blev det besluttet at anlæggene på feltet skulle genopbygges i perioden 2019-2022, men først i foråret 2024 var feltet klar til at producere igen. Siden har der dog været jævnlige nedbrud pga tekniske vanskeligheder og hér halvandet år senere er feltet efterhånden ved at være i fuld drift igen. 

Tyra-feltet nævnes ofte i forbindelse med begrebet forsyningssikkerhed, men mon ikke man kunne have fået mere forsyningssikkerhed for pengene (ca. 27 milliarder kroner), hvis man havde valgt en anden løsning end at levetidsforlænge den fossile æra. 

Den danske Nordsøs anden operatør, Ineos Energy, har deres egne problemer at bøvle med. Udover at moderselskabet – kemi- og plastik-giganten Ineos – fortsat ser ud til at være i økonomiske problemer, så er den danske afdeling ramt af lave oliepriser, tekniske problemer på deres aldrende Siri-felt, lavere end forventet produktion på deres nyeste oliefelt, Solsort-feltet, og forventningen om at Hejre-feltets ansøgningsproces og miljøkonsekvensvurdering skal gå om, når der i November kommer en afgørelse fra Energiklagenævnet på Greenpeaces klage. 

Med de seneste års afgørelser og udtalelser fra diverse europæiske domstole må det forventes at Hejre-feltets miljøkonsekvensvurdering skal medtage scope 3-emissioner – altså de udledninger, der forårsages af selve afbrændingen af olien, der ønskes udvundet fra feltet. Indtil nu har danske myndigheder (Energistyrelsen) ikke krævet at disse udledninger skal indgå i miljøvurderingerne, men det bliver svært at fastholde den praksis, sådan som domme og udtalelser fra domstolene falder ud for tiden. 

I september kom også Energistyrelsens årlige “Ressourceopgørelse og prognose” hvori kan læses, at der forventes en stigende fossil produktion fra den danske del af Nordsøen frem mod 2030 – altså i sidste halvdel af dét, der ofte omtales som det vigtigste årti ift klimaindsatsen – det halter altså fortsat en del med logikken for det “grønne foregangsland”.